Plastik som kulturarv
Plastik bliver ofte præsenteret som et miljøproblem, men det er kun den ene side af plastik, for i hverdagen har plastik en vigtig funktion. Det er et materiale, der nedbrydes, og det kan skabe et problem, med de dele af vores kulturarv, der er lavet i plastik. Plastik er ikke kun anvendt til stikkontakter, drikkedunke og andre dagligdags produkter, det er også brugt i mange kunstværker, hvor det netop kan være det dagligdags materiale, der er en pointe, eller det er valgt, fordi det har nogle gode materialeegenskaber. Men fælles for anvendelse af plastikken er, at materialets forgængelighed skaber nogle udfordringer, som man på Statens Museum for Kunst har forsket i. Konservator Louise Cone fortæller i podcasten om nogle af de forskellige plastiktyper, kunstnere har anvendt, og hvad det er for nogle problemer de skaber, når man også vil give eftertiden mulighed for at opleve vor tids kunst.
Louise Cone er uddannet i Fine Arts på The School of Visual Arts in NYC og er cand.scient.cons. fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Konservatorskole. Hun er konservator på Statens Museum for Kunst og er ansvarlig for konservering af samtidskunst samt moderne og ældre skulptur inklusiv Den Kongelige Afstøbningssamling. Hun har deltaget i forskningsprojekter om bl.a. konservering af kunst med plastik.
Nedenfor er en del af transkriptet, let redigeret for klarhed. Du kan også følg Science Stories på: iTunes, Spotify, Google Podcasts, Twitter, Facebook, og Instagram.
_________________________________________________________________
Henrik Morell: Plastik i havet, plastik i naturen. Hvordan kommer vi af med plastik? Når man hører om plastik i medierne, så handler det mest plastik som affaldsprodukt, men der er også en anden side af plastik, hvor man gør meget for at passe på den. For at høre mere om den side er jeg taget ind til Statens Museum for Kunst for at tale med konservator Louise Cone og spørger: Hvad er det for noget med plastik?
Louise Cone: Ja, hvad er det for noget? Plastik indgår i rigtigt mange kunstværker, det har det gjort siden midt i tresserne, hvor vi så en tiltagende brug af plastik i kunst. I dag har vi rigtig meget plastik i vores samling ,som vi skal bevare for eftertiden, og det kræver lidt forskning, og det kræver samarbejde med nogen, der ved noget på det videnskabelige niveau om plast.
Henrik Morell: Vi skal måske prøve at tage et eksempel på noget plastik, der er anvendt i værker.
Hvis vi kigger på noget lige her inde i 80er-salen, hvor vi er på Statens Museum for Kunst, så kan vi se rundt omkring rigtig mange værker, hvor plast indgår.
_________________________________________________________________
Louise Cone: Hvis vi kigger på noget lige her inde i 80er-salen, hvor vi er på Statens Museum for Kunst, så kan vi se rundt omkring rigtig mange værker, hvor plast indgår. Vi har et værk lige foran os, som hedder Æterlegeme, det er blevet konserveret lige her for nylig, hvor alle skumdele er blivet skiftet ud. Skumdelene består af polyuretan, den bløde type - der er to typer, hård og blød. Den bløde type bliver brugt i madrasser og til hjemmebrug for det meste. Kunstneren har klippet det op - det var faktisk en rest fra en produktion på et skumfirma - og sat det op på et almindeligt maleri, som er et oliemaleri. Nu er det 33 år siden og efterhånden bliver skummet nedbrudt. Det bliver lige så stille oxideret, så polymerkæden bliver nedbrudt og bliver mere og mere svag og mister evnen til at hænge sammen - skummet smuldrer, det skifter farve, og det falder fra hinanden. Så vi er nået et punkt, hvor værket ikke kunne hænge sammen mere, skummet begynder at falde af osv. Så sammen med kunstneren tog vi en beslutning om at skifte skummet ud, sådan at nedbrydningsprocessen kunne starte forfra. Man kunne også vælge at gå ind og arbejde med materialet for at få den til at holde længere ved at tilsætte kemikalier til skummet, som gør, at det bevarer sin sammenhængskraft. Det ville kunstneren i det her tilfælde ikke have, at vi gjorde, og det ville faktisk også have været svært at gøre ved netop det her værk. Men det kan man faktisk godt gøre i dag, for vi har lavet forskning indenfor området, som viser, at vi godt kan tilbagerulle den nedbrydningsproces, der har været - i stik modsætning til det, der sker ude i havmiljøet, hvor man gerne vil have plasten nedbrudt på en måde, så man kan redde den væk fra vandet.
Henrik Morell: Men det er vel også en pointe i det her værk, at der skulle være en forgængelighed i det? Og her havde I så mulighed for at arbejde sammen med kunstneren, så det sådan set var kunstneren som genskabte sit eget værk. Men det kan han jo så ikke nødvendigvis gøre igen om 33 år?
Louise Cone: Nej, og jeg er her nok heller ikke. Vi har snakket om, hvad der skal ske i fremtiden med det her. Er det et værk, som skal blive genskabt igen og igen, selv når han ikke er her? Personligt synes jeg, det bliver svært, for vi har gjort det i et meget tæt samarbejde med Claus Carstensen, og det vil blive svært for mig eller en anden bare at gå ind og sige, at nu laver vi det her værk fuldstændigt, som det var den gang - jo, det kan man godt gøre, men så hedder det en "reconstruction". Det her er faktisk det samme værk, i hans øjne er det bare en opdateret version af det samme værk. Så det hedder det samme, det får sikkert en anden datering på skumdelen, men værket er sig selv.
Henrik Morell: Og i forhold til det man har kunnet se tidligere, så er det også med nogle andre farver end de oprindelige farver?
Louise Cone: Ja, de oprindelige farver (se nedenfor: Nedbrydning af plastik) var ligesom du ser det her, selvom det allerede efter et par måneder begyndte at gulne, det var blåt og hvidt og lyserødt, og da vi begyndte vores konserveringsarbejder her i år i marts måned, var det meget mørkere, brunt, du kunne ikke se forskel på de forskellige farver, det lignede et efterårsbillede og ikke de meget stærke 80er-farver, som værket burde have udstrålet, sådan lidt kraft og tilstedeværelse. Og det er et værk, som er meget provokerende, der er rigtig mange, som ikke kan lide det, og så er der andre, som synes, det er helt fantastisk. Dronningen vil ikke kigge på det, hun synes, det er grimt. Vi har mange, der reagerer voldsomt på det, men det er også meningen med værket, det er ikke meningen, det skal se pænt ud - det er et statement. Det at man bruger moderne materialer til at skabe noget, det siger noget om vores samfund i dag, om livet i dag, det er noget, vi ser ret tit. Når kunsteren vælger at bruge plast, så er det fordi, det er det, der indgår i vores dagligdag, i vores verden, så man har materialer som er genkendelige og også har en taktilitet, du kan mærke, det er blødt, du kan mærke, det er hårdt, du ved, hvad det er. På den måde kommer man ligesom til at tale til beskueren igennem materialet.
_________________________________________________________________
Nedbrydning af plastik
Mens det er et problem, at plastik kun nedbrydes langsomt over flere årtier ude i naturen, så kæmper museerne mod nedbrydningsprocesser, der får kunstværker af plastik til at smuldre. Her gælder det om at kontrollere de fysiske og kemiske forhold i kunstværkernes umiddelbare omgivelser, for lys, ilt, fugtighed og varme er hårde ved plastik.
Plastik (eller blot plast) er såkaldte polymerer, dvs lange kæder af mange ens molekylære byggesten. Når lys - og i særlig grad energirigt uv-lys - rammer plasten, overføres lysenergien til visse af kædens atomer. Den ekstra energi gør atomerne kemisk reaktive, så de kan gå i forbindelse med luftens iltmolekyler, og dermed slipper de taget i hinanden, så kæden bliver klippet midt over. Ilt i sin normale form som O2 nedbryder altså plast i forbindelse med lys, men i form af ozon (O3) kan ilt også på egen hånd reagere med plasten og klippe de lange kæder over. Ved relativt høj luftfugtighed kan vandmolekyler også gå i forbindelse med atomerne i plastens lange kæder, så de klippes over, og uanset om nedbrydningen skyldes vand, ilt eller lys, så foregår den hurtigere, hvis temperaturen er høj. Det gælder altså som udgangspunkt om at opbevare kunstværker af plast i mørke, tørre og kølige omgivelser med begrænset adgang til ilt.
Udover at plastens lange kæder med tiden bliver klippet over til mindre fragmenter, kan disse blive yderligere nedbrudt eller indgå i andre kemiske forbindelser med hinanden. Tidens tand påvirker ikke de forskellige typer plast på samme måde, og akrylmaling er eksempelvis relativt modstandsdygtig overfor nedbrydning. Helt generelt vil plastmaterialerne i et kunstværk efterhånden blive misfarvede (ofte gullige) og sprøde, og særligt skumplast kan med tiden smuldre helt væk til støv.
_________________________________________________________________
Henrik Morell: Der er brugt andet end plast, der er også brugt noget olie?
Louise Cone: Ja, ved det her værk så har kunstneren lavet et traditionelt oliemaleri på lærred, det er det, du ser i baggrunden. Det har han gjort af flere grunde, men også for ligesom at tale ind til den traditionelle maleritradition med klassiske malerier, olie på lærred. Ovenpå det har han smurt værket ind med noget fedtstof og noget asfaltlak udover det skum, som ligger ovenpå. Så han har bygget ovenpå et almindeligt klassisk maleri.
Henrik Morell: Hvad er det man vil gøre, hvis man vil bevare den slags plast, ikke nødvendigvis dette værk, men i det hele taget?
Louise Cone: Når man bevarer plast, så er det vigtigt for det første at finde ud af, hvad man har med at gøre, hvilken type plast er det?
Denne tekst udgør 25% af interviewet, som eksempel på fremtidige muligheder.
_________________________________________________________________